Minimalistisk indretning i Camilla Andersens moderne bolig

Minimalistisk indretning

Se håndboldsspillerens moderne bolig

Elsker du også at se hvor og hvordan kendisserne bor ? Det er altid sjovt og spændende at se, synes jeg. Derfor tænkte jeg, at du ikke skulle snydes for at få en lille rundvisning i håndboldspillerens Camilla Andersens hjem. Måske du kan få lidt inspiration til din indretning ?

En sød sjæl gav mig nemlig nys om at håndboldstjernens million-bolig er til salg hos Paulan. Og wow, tjek lige dén fede, både moderne og minimalistiske indretning. Vi kender alle Camilla Andersen for hendes kraftfulde kast, men hvem havde troet, at hun også var god til at indrette bolig?

I august 2019 overtog sportsstjernen og hendes ægtefælle denne flotte lejlighed og har siden da brugt omkring en million på at renoverer og indrette. Den er nu til salg for 1,3 millioner over deres købspris, men de 300.000 er en ret lille fortjeneste, som slet ikke afspejler, hvor godt indrettet lejligheden er ! Da de overtog den, trængte den til en ordentlig overhaling, og man må sige, de har gjort det godt.

Selvom renoveringen og indretningen har kostet noget nær et millionbeløb, skal vi ikke lade os afskrække. Du kan nemlig sagtens gøre din bolig kendis-look-a-like for et mindre og billigere beløb. Så lad os nu gå på opdagelse efter hvordan du kan indrette dit hjem i samme stil som kendissen, bare i hundrede-kroners-klassen i stedet for million-klassen. What’s not to like? ;-)

minimalistisk indretning

3 guidelines til moderne & minimalistisk indretning

Fokusér på enkelthed

Der hersker ingen tvivl om at indretningen kendetegner en moderne og minimalistisk stil med et råt og rustikt udtryk. Tænk i rene linjer, naturmaterialer, og enkelthed. Less is more, som man siger. Få ting, få elementer, få møbler, få farver, få materialer, få af alting. Og opvej det rå ved at skabe en hyggelig og varm atmosfære med fx tekstiler og flet, eller som her med den super flotte væg i træ, som du tydeligt kan se på billedet herunder.

Indret moderne bolig i enkelthed

Tænk i kontraster

Tænk i kontraster, både i materialer og farver, når du vælger maling, møbler og boligtilbehør. Vælg farverige plaider og puder i sofaen og sengen, læg mærke til den gule plaid i sofaen. Det skaber både kontrast og varme til de ellers kolde farver og elementer. Du kan skabe en rå og industriel indretning ved at gå efter boligtilbehør i træ, metal, stål og glas materialer. Skab kontrast, dybde og dominans ved at male en enkelt væg eller 2 med kalkmaling,som Camilla her så flot har skabt kontraster. Gå efter en kalkmaling i støvede farver eller vælg en jordfarve, såsom french grey, ocean blue eller moss green - så får du samtidig lidt en hulestemning med en varm og omfavnende atmosfære. Den farve Camilla her har valgt, minder en del om en mellemting mellem vintage powder og rusty red i kalkmalingens verden.

Kontraster i bolig indretningen

Opsæt stilleben i moderne stil

Blød den minimalistiske, kolde og rå indretning op med tekstiler og stilleben.
Skab hygge og varme ved at opsætte enkelte små stilleben hist og pist. Her har de så smukt sammensat stilleben, både på spisebordet og køkkenbordet med et flot mix af blomster, lys og krukker, alle i forskelligt materiale. Prøv selv at pynte et fad med fx bloklys og en grøn plante eller brug fadet til olier og krydderier i køkkenet som fin dekoration. Her er grundreglen altid at bruge et ulige antal af interiør, altså 3,5 eller 7 ting. Sammensæt og kombiner lysestager, vaser og skåle i både glas, metal og keramik - fx på spisebordet, sofabordet og vindueskarmen, eller på badeværelset. Og som du ser her, lad gerne skærebrættet og tapasbrættet i træ stå fremme, da træmaterialer skaber varme op imod den minimalistiske indretning.

Indret med stilleben i den minimalistiske bolig

Tips til indretning af rum

Soveværelse

Enkelt moderne indretning som giver overblik og ro i rummet, hvilket jo giver god mening i soveværelset. Den røde tråd ses her i gennemført stil med gardiner, sengeborde og sengetæppe. Er du til det mere farverige look ? Så gøres det nemt og enkelt, ved enten at pynte med flere puder i dine yndlingsfarver, noget lækkert sengetøj måske kombineret med et billede eller en plakat over sengen. En grøn plante på sengebordet eller gulvet, meget gerne i en skjuler i flet, bast eller søgræs. Grundfarven grå som ses her, er super nemt i indretningen. Du kan stort set kombinere den med alle andre farver, hvilket gør indretningen til en leg, uanset om du er til den minimalistiske eller romantiske stil.

Moderne soveværelses indretning

Badeværelse i rå minimalistisk stil

Enkelt rå indretning med kanon flot afskærmning til brusehjørnet med en væg af et mix af glas og sort metal. Bemærk hvordan det rå sorte look, følger den røde tråd i indretningen, her tænker jeg vandhaner, bruser og toiletpapirholderen. Elsker du farver? Kan her nemt skabes flotte kontraster med tilbehør til badeværelset som fx håndklæder i mere farverigt design blot sammen med fx urtepotteskjuleren, så den røde tråd igen skabes. Find tilbehør til indretning af minimalistisk badeværelse her.

Minimalistisk rå stil på badeværelset

Indret terrassen eller altanen i oaser

Her har Camilla igen formået at skabe en flot sammensætning i neutrale farver som sort, grå og hvid, blot kombineret med fletkurve som skaber hygge og varme i indretningen. Her opsat i små oaser på terrassen, der giver overblik, skaber ro og orden. Sammensæt et grønt hjørne ved at kombinere fx zinkpotter, emaljespande, krukker, fletkurve i naturmateriale som pil, siv og jute, lanterner i metal eller træ. Brug lyskæder, lanterner og plaider til at skabe en hyggelig, varm og blid stemning.

Moderne indretning på terrassen
Indretning på terrasse eller altan

 

Jeg håber du fandt masser af god inspiration til hvordan du kan indrette dit hjem i minimalistisk stil, som en kendis ;-) 

God fornøjelse og god arbejdslyst.
Kærligst, Gitte